Bæredygtighed er en økonomisk, social, etisk og økologisk synsvinkel, som har til hensigt at strukturere civilisation og menneskelig aktivitet, så man på den ene side kan efterkomme samfundets og borgernes behov og udfoldelsestrang i nutiden, samtidig med at man på den anden side bevarer biodiversiteten og de naturlige økosystemer. Bæredygtighed berører derfor alle niveauer i samfundet, lige fra det lokale til kloden i sin helhed.

Udtrykt på en mere enkel måde vil bæredygtighed skabe de bedst mulige betingelser for mennesker og miljø både nu og i den fjerne fremtid.

 

 

 

 

 


 

 

 

Oktober 2004:

Som Præsident for USA, verdens største udleder af drivhusgasser, nægter Bush stadig at underskrive Kyoto-aftalen. Rusland skrider til handling.

 

Kyoto-aftalen fra 1997 er det første forsøg på at sætte konkrete mål for en reduktion af industrilandenes udslip af drivhusgasser i perioden 2008–2012.

 

Ruslands præsident Putin har nu ratificeret Kyoto-aftalen. Det betyder, at den globale klimaaftale træder i kraft tidligt næste år.

 

Uden Ruslands accept af Kyoto-aftalen, som er blevet afvist af USA og Australien, ville Kyoto-aftalen ikke kunne gennemføres. Det var krævet, at mindst 55 industrinationer skulle godkende protokollen.

 

Kyoto-aftalen blev fremlagt i 1997 og kan altså nu, efter næsten otte år, træde endeligt i kraft.

 

Baggrundshistorie. Samfundsudviklingen efter 2. verdenskrig byggede på et stadigt større energiforbrug i både virksomheder og husholdninger. Der blev drevet rovdrift på uerstattelige naturressourcer, og de bekymrede eksperter diskuterede, hvor mange årtier det ville vare, før klodens lagre af f.eks. fossile brændstoffer blev brugt op.

 

 

Brugen af stoffer som olie og freon viste sig at have en lang række miljømæssige konsekvenser. Nye fænomener som drivhuseffekt, syreregn og huller i ozonlaget blev en del af den daglige debat og fælles bekymring. Der skulle ikke kun handles og tænkes lokalt, men også globalt. Fældning af regnskovene og forureningen af verdenshavene var nu også et dansk anliggende.

 

Bevidstheden om naturen og miljøets værdi for vores fælles fremtid voksede i det 20. århundredes sidste årtier. Mange græsrodsbevægelser og interesseorganisationer skød op i forsøget på at bevare, beskytte og sikre uerstattelige naturressourcer for fremtidens generationer.

 

Romklubben. Sidst i 60’erne og først i 70’erne blev verdenen mere og mere delt i fattig- og rig del. Ressource- og forureningsproblematikken blev hovedtemaer i den miljøpolitiske debat i de industrialiserede lande. Det var startskuddet til Romklubbens grundlæggelse.

 

Romklubben blev grundlagt af engruppe europæiske økonomer og naturvidenskabsfolk, som undersøgte, om befolkningstilvæksten og forureningsproblemerne ville resultere i en knaphed på eller udtømning af verdens ressourcer. Resultaterne af undersøgelserne Limits to Growth udkom i 1972 og satte for alvorgang i debatten.

Brundtland-kommissionen.Verdenskommissionen for miljø og udvikling, også kaldet Brundtland-kommissionen, blev nedsat i 1983 af FN’s generalsekretær.

Den skulle lave 'et globalt program for ændringer' til FN’s Generalforsamling. Programmet skulle byde på langsigtede strategier for, hvordan udviklingen skulle kunne blive bæredygtig omkring år 2000 - i et samarbejde mellem lande på alle udviklingstrin.

Den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland blev udpeget til formand for kommissionen, og det var hende som lagde navn til Brundtland-rapporten ’Vores fælles fremtid’ som kom i 1987. Kommissionen havde 21 medlemmer fra hele verden.

Brundtland-rapporten. Rapporten fremlagde begrebet om en ’bæredygtig udvikling’,der skulle sikre opfyldelse af de fattiges basale behov og samtidig finde en ny og mindre ressourcekrævende udviklingsvej for de rige. Der skulle være øget lighed imellem rig og fattig samt en mere ligelig fordelingen af verdens ressourcer.Desudenkonkluderedes det, at industrilandene skal halvere deres energiforbrug for at give mulighed for et stigende forbrug i u-landene.

FN's klimapanel eller IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) blev oprettet i 1988 som opfølgning på Brundtland-rapporten. Formålet med FN's klimapanel er at det på baggrund af den videnskabelige litteratur skal vurdere klimaændringer og deres virkning samt mulighederne for at tilpasse sig til eller modvirke disse forventede klimaændringer.

National reaktion. I Danmark blev Brundtland-rapporten modtaget med stor folkelig og politisk interesse. I 1989 blev der iværksat en stor national kampagne ’Vor fælles fremtid’, som var finansieret af staten. Tema var ’tænk globalt, handel lokalt’. Kampagnen satte både fokus på, hvad den enkelte kunne gøre for at være med til at løse de globale problemer, og på den enkelte som forbruger.

Kampagnens globale perspektiv skabte grundlag for et samarbejde mellem 12 toneangivende miljø- og udviklingsorganisationer, som kaldes 92-gruppen. Gruppen skulle skabe debat og folkeligt engagement i FN-konferencen om miljø og udvikling i Rio de Janeiro i 1992.

Rio-konferencen. 1992 afholdte FN topmøde om miljø og udvikling i Rio de Janeiro også kaldet Rio-konferencen. Her vedtog 178 landeRio-erklæringen, der fastslog en række principper for samarbejdet om miljø og udvikling. Stats- og regeringschefer blev enige om, at der skulle laves handlingsprogrammer for det 21. århundrede som hviler på initiativer fra blandt andet lokale myndigheder. De lokale myndigheder blev opfordret til at sætte bæredygtighed højt på dagsordnen, blandt andet ved at inddrage lokalsamfundet. Resultatet blev det vi i dag kender som lokal Agenda 21.

Lokal Agenda 21. Siden 1994 har mange danske amter og kommuner gjort erfaringer med lokal Agenda 21, og kendetegnet for arbejdet er, at der handles i forhold til de lokale betingelser og muligheder. Samarbejdet med lokale aktører har strakt sig lige fra aktive borgere, offentlige institutioner, grønne organisationer til erhvervslivet samt landbrugsorganisationer m.fl..

I foråret 2000 vedtog folketinget en ændring i planloven som indeholder nogle bestemmelser for lokal Agenda 21. Lovgivningen fastholder det frivillige aspekt og det brede samarbejde men forpligter kommunalbestyrelser og amtsråd til at redegøre for deres lokale Agenda 21 strategier hvert fjerde år.

Strategien skal indeholde målsætninger inden for følgende områder: Mindskelse af miljøbelastningen, bæredygtig byudvikling, biologisk mangfoldighed, inddragelse af befolkningen og erhvervslivet samt samspil mellem forskellige sektorer.

 

Da Agenda 21 forudsætter aktiv borgerinddragelse, har regeringen lagt op til, at det bærende arbejde bør foregå i kommunerne, fordi de er tættest på borgerne og derfor lettest kan få borgerne i tale.

FN’s målsætning er at etablere et samarbejde med borgerne om miljø og udvikling for herigennem at skabe nye løsninger og ansvarlighed i forhold til fremtiden.

Det kan f.eks. være affaldssortering, miljøstyring af varme- og vandforbrug, Grønne indkøb, kostpolitik, bedre kollektiv trafik, samkørsel, Grønne regnskaber, giftfri haver, miljøstyring og miljøledelse på virksomhederne – mulighederne er mange og ethvert tiltag – stort som småt – er et skridt på bæredygtighedens vej. 

 

Spørgsmålene er så:

Har FN fået opfyldt sin målsætning?

Er alle de gode visioner, tanker og budskaber nået ud til borgerne?

Og føler den enkelte borger sig inddraget i den bæredygtige udvikling?